Raceprofil

MENTALITET
Selvstændig og modig med stor territoriebevidsthed. En trofast beskytter af hjemmet og dets beboere, et instinkt som dog hellere må dæmpes end fremmes. Racen er social og hengiven over for familien, men den er ikke en hund for førstegangsejeren. Den kræver viden og en ikke ubetydelig råstyrke grundet dens størrelse.

AKTIVITETSNIVEAU OG HANDLERADIUS
Kræver ikke meget motion. Tværtimod kan for voldsom aktivitet det første år skade hundens udvikling. Racen har på grund af vægten svært ved at færdes på trapper. Den har ingen jagtlyst af betydning, og den holder sig gerne i nærheden af sine mennesker.

BEHOV
En stor hund, som behøver meget plads omkring sig, og som især skal have mulighed for at opholde sig udendørs, når vejret er til det. Bør socialiseres målrettet fra tidligste hvalpealder.

PELS OG PLEJE
Pelsen kræver stort set ingen pleje. Til gengæld skal de løse øjenrande passes omhyggeligt, og de dybe folder i hovedet skal altid være tørre og rene for at undgå infektioner og lugtgener. Vær forberedt på, at hunden savler voldsomt og griser meget, når den spiser.

TIPS OG TRICKS TIL INDLÆRING OG HÅNDTERING
Træn ikke kamplege med hunden. Når den kønsmodnes, skal man være påpasselig med nye hundebekendtskaber. Opdrag hunden venligt og konsekvent uden hårdhed. Selv med den mest forstående træning er der dog langt til ubetinget lydighed.

OPRINDELSE
De store molosser kom oprindelig fra Asien og blev bragt til Grækenland af Alexander den Store, og herfra kom de til Rom omkring vor tidsregnings begyndelse. De bredte sig ud over Europa med de romerske legioner og dannede baggrund for mastiff-racer i flere europæiske lande. I Italien overlevede de i århundreder som hyrde- og gårdhunde i landdistrikterne ved foden af Vesuv og i egnen omkring Napoli. Efterhånden blev racen næsten glemt, men den dukkede op igen efter anden verdenskrig.

HØJDE
Hanner 65-75 cm. Tæver 60-68 cm.

VÆGT
Hanner 60-70 kg. Tæver 50-60 kg.

FARVER
Grå, blygrå og sort eller brun og fawn, alle farver kan være brindlede.

HJEMLAND
Italien.

INTERNATIONALT RACENAVN
Mastino Napoletano.

FCI GRUPPE
Gruppe 2 – Schnauzere, pinschere, molosser og sennenhunde

SPECIALKLUB
Klubben for Hyrde-, Kvæg- Og Gårdhunde uden specialklub